Knivtyper
Guide til japanske knivtyper
Japanske køkkenknive findes i mange forskellige former og størrelser. Nogle er udviklet som alsidige knive til stort set alt arbejde i køkkenet, mens andre er specialiserede til eksempelvis fisk, grøntsager, kød eller meget præcise udskæringer.
Er du i tvivl om, hvilken type der passer til dig? Start med den korte guide herunder – og læs mere om hver enkelt knivtype længere nede på siden.
Hvilken japansk kniv skal jeg vælge?
Jeg vil have én kniv til næsten det hele
→ Gyuto
Den klassiske japanske kokkekniv og et rigtig godt valg som køkkenets primære kniv.
Jeg vil have en kortere og letkontrolleret allroundkniv
→ Santoku
Kompakt, høj og alsidig. Et populært valg til det almindelige hjemmekøkken.
Jeg vil have en kompakt allroundkniv med en præcis spids
→ Bunka
Minder om Santoku, men den markante K-tip er rigtig god til præcisionsarbejde.
Jeg vil have en længere allroundkniv med K-tip
→ Kiritsuke Gyuto
Gyutoens alsidighed kombineret med en markant og præcis spids.
Jeg skærer rigtig mange grøntsager
→ Nakiri
Høj og tynd grøntsagskniv med god kontakt til skærebrættet.
Jeg mangler en lille kniv til de små opgaver
→ Petty
Perfekt til frugt, mindre grøntsager, afpudsning og præcisionsarbejde.
Jeg vil have en kompakt kniv med lidt mere højde end en Petty
→ Funayuki
En alsidig og ofte dobbeltslebet kniv, som fungerer rigtig godt som en slags høj Petty.
Jeg skærer meget steg, kød eller større stykker fisk
→ Sujihiki
Lang og smal slicer til flotte, rene skiver.
Jeg parterer hele kyllinger og andet fjerkræ
→ Honesuki
Stiv og præcis specialkniv til at arbejde omkring knogler og led.
Jeg arbejder med større eller mere krævende fjerkræ
→ Garasuki
En større og kraftigere udgave af Honesuki.
Jeg udbener og afpudser kød
→ Hankotsu
Kompakt og kraftig japansk udbener til arbejde tæt omkring knogler.
Traditionelle japanske specialknive
De traditionelle japanske knivtyper er mere specialiserede. Flere af dem er enkeltslebne og kræver derfor lidt mere erfaring med både brug og slibning.
Jeg parterer og fileterer hele fisk
→ Deba
En kraftig traditionel fiskekniv til partering og filetering.
Jeg arbejder primært med mindre hele fisk
→ Ko-Deba / Ajikiri
Den mindre og mere kompakte udgave af Deba.
Jeg laver sushi og sashimi
→ Yanagiba
Lang, traditionel slicer til meget rene snit i rå fisk.
Jeg ønsker en traditionel sashimikniv med flad front
→ Takobiki / Takohiki
En klassisk sashimikniv, der især forbindes med Tokyo- og Kanto-området.
Jeg ønsker en traditionel grøntsagskniv
→ Usuba
Enkeltslebet specialkniv til meget præcist grøntsagsarbejde.
Jeg ønsker en Usuba med en mere anvendelig spids
→ Kamagata Usuba
Traditionel grøntsagskniv med en karakteristisk spids til detaljeret arbejde.
Jeg ønsker en traditionel Kiritsuke
→ Kiritsuke
Lang, enkeltslebet specialkniv til den erfarne bruger.
Jeg vil bruge samme traditionelle kniv til flere dele af arbejdet med fisk
→ Mioroshi Deba
En længere og slankere Deba, der ligger mellem en klassisk Deba og en slicer.
De japanske knivtyper
Herunder kan du læse mere om de enkelte knivtyper, deres form, egenskaber og hvad de er udviklet til.
Gyuto
Den japanske kokkekniv
Kendetegn: Lang og forholdsvis slank klinge med spids front. Typisk 180–270 mm.
Egenskaber: Gyuto er den japanske pendant til den klassiske europæiske kokkekniv. Den er ofte lettere, tyndere og mere præcis i skæret.
Brug: Kød, fisk, grøntsager, urter og stort set alt almindeligt køkkenarbejde.
Bedst til: Dig, der ønsker én rigtig god allroundkniv, som kan klare næsten alt.
Santoku
Den kompakte allroundkniv
Kendetegn: Relativt kort og høj klinge, normalt omkring 165–180 mm.
Egenskaber: En let og meget alsidig kniv. Den høje klinge giver god kontrol og god plads til knoerne ved arbejde på skærebrættet.
Brug: Kød, fisk, grøntsager og urter.
Bedst til: Hjemmekokken, der ønsker en lidt kortere og meget letkontrolleret allroundkniv.
Bunka
Allroundkniven med K-tip
Kendetegn: Relativt høj klinge med en karakteristisk kantet og meget spids front – ofte kaldet K-tip.
Egenskaber: Minder på mange måder om en Santoku, men den fine spids gør Bunka særligt god til præcisionsarbejde.
Brug: Kød, fisk, grøntsager og præcise udskæringer.
Bedst til: Dig, der ønsker en kompakt allroundkniv med en meget anvendelig spids.
Kiritsuke Gyuto
Gyuto med K-tip
Kendetegn: Lang klinge med en markant og kantet K-tip.
Egenskaber: Den moderne Kiritsuke Gyuto er typisk dobbeltslebet og kan bedst beskrives som en Gyuto med en mere markant og præcis spids.
Brug: Kød, fisk, grøntsager og præcisionsarbejde.
Bedst til: Dig, der ønsker Gyutoens alsidighed kombineret med en præcis spids og et markant japansk udtryk.
Nakiri
Grøntsagskniven
Kendetegn: Høj, tynd og næsten rektangulær klinge med en forholdsvis lige æg.
Egenskaber: Nakiri er normalt dobbeltslebet og udviklet specifikt til grøntsager. Den flade profil giver god kontakt med skærebrættet.
Brug: Grøntsager, kål, løg, krydderurter og lignende.
Bedst til: Dig, der arbejder meget med grøntsager og ønsker en effektiv og præcis grøntsagskniv.
Petty
Den lille universalkniv
Kendetegn: Lille og smal klinge, typisk omkring 90–150 mm.
Egenskaber: En let og præcis kniv, som er nem at kontrollere ved mindre opgaver.
Brug: Frugt, mindre grøntsager, hvidløg, skalotteløg, afpudsning og præcisionsarbejde.
Bedst til: Små opgaver og som supplement til eksempelvis en Gyuto, Santoku eller Bunka.
Funayuki
Den kompakte og alsidige kniv
Kendetegn: En relativt kompakt kniv med en højere klinge end eksempelvis en Petty. Formen og konstruktionen kan variere fra producent til producent.
Egenskaber: Funayuki har sine rødder som en praktisk kniv til brug på japanske fiskerbåde. Den findes i forskellige udformninger, men ses ofte som dobbeltslebet (double bevel), hvilket gør den meget alsidig.
En dobbeltslebet Funayuki kan sagtens bruges som en slags høj Petty. Den giver den samme gode kontrol ved mindre opgaver, men med ekstra højde i bladet og bedre plads til knoerne.
Brug: Fisk, grøntsager, mindre råvarer og almindeligt præcisionsarbejde.
Bedst til: Dig, der ønsker en kompakt, høj og alsidig kniv til mange mindre opgaver i køkkenet.
Sujihiki
Den japanske slicer
Kendetegn: Lang, smal og forholdsvis lav klinge, typisk omkring 240–300 mm.
Egenskaber: Den lange klinge gør det muligt at skære gennem større emner med lange og rene bevægelser.
Brug: Stege, råt og tilberedt kød samt større stykker fisk.
Bedst til: Flotte og rene skiver af kød eller fisk.
Honesuki
Fjerkræskniven
Kendetegn: Kort, stiv og trekantet klinge med en præcis spids.
Egenskaber: Udviklet til at arbejde rundt om knogler og led frem for at hugge direkte igennem dem.
Brug: Udbening og partering af kylling, and og andet fjerkræ.
Bedst til: Dig, der ofte parterer hele kyllinger eller andet fjerkræ.
Garasuki
Den kraftige fjerkræskniv
Kendetegn: Minder om Honesuki, men er normalt større, tykkere og kraftigere.
Egenskaber: Den robuste konstruktion gør Garasuki velegnet til mere krævende arbejde med fjerkræ.
Brug: Partering og udbening af større fjerkræ.
Bedst til: Mere krævende eller professionelt arbejde med fjerkræ.
Hankotsu
Den japanske udbener
Kendetegn: Kort, kraftig og forholdsvis stiv klinge med spids front.
Egenskaber: Udviklet til slagterarbejde og til at arbejde tæt omkring knogler.
Brug: Udbening, trimning af kød samt fjernelse af fedt og sener.
Bedst til: Dig, der selv parterer og afpudser større stykker kød.
Traditionelle japanske specialknive
Deba
Den kraftige fiskekniv
Kendetegn: Høj, tyk og tung klinge med kraftig ryg. Traditionelt enkeltslebet.
Egenskaber: Markant kraftigere end de fleste japanske køkkenknive og udviklet til partering og filetering af hele fisk.
Brug: Rensning, partering og filetering af fisk samt arbejde omkring mindre fiskeben.
Bedst til: Dig, der ofte køber og tilbereder hele fisk.
Bemærk: En Deba er robust, men er ikke en kødøkse og bør ikke bruges til store eller meget hårde knogler.
Ko-Deba / Ajikiri
Den lille Deba
Kendetegn: En mindre og lettere variant af den klassiske Deba.
Egenskaber: Den kompakte størrelse giver god kontrol ved arbejde med mindre fisk.
Brug: Sardiner, makrel og andre mindre hele fisk.
Bedst til: Mindre fisk.
Yanagiba
Sushi- og sashimikniven
Kendetegn: Meget lang og smal klinge. Traditionelt enkeltslebet.
Egenskaber: Designet til lange, trækkende snit, så fisken kan skæres rent med så få bevægelser som muligt.
Brug: Sashimi, sushi og præcis udskæring af fiskefileter.
Bedst til: Meget rene og præcise skiver af rå fisk.
Takobiki / Takohiki
Den traditionelle sashimikniv
Kendetegn: Lang og smal klinge med karakteristisk flad eller afskåret front. Traditionelt enkeltslebet.
Egenskaber: Udfører mange af de samme opgaver som Yanagiba, men har en anderledes profil og forbindes især med Kanto- og Tokyo-området.
Brug: Sashimi, sushi, fisk og blæksprutte.
Bedst til: Lange og præcise snit i fisk.
Usuba
Den traditionelle grøntsagskniv
Kendetegn: Høj og rektangulær klinge. Traditionelt enkeltslebet.
Egenskaber: Kan ligne en Nakiri, men den enkeltslebne konstruktion gør Usuba til et langt mere specialiseret værktøj.
Brug: Grøntsager, meget tynde snit og dekorative udskæringer.
Bedst til: Den øvede bruger eller professionelle kok, der ønsker maksimal præcision ved grøntsagsarbejde.
Kamagata Usuba
Usuba med spids
Kendetegn: Traditionel Usuba med en karakteristisk nedadgående spids.
Egenskaber: Spidsen giver ekstra muligheder for detaljeret og dekorativt arbejde.
Brug: Grøntsager, tynde snit og dekorative udskæringer.
Bedst til: Meget præcist og avanceret grøntsagsarbejde.
Kiritsuke
Den traditionelle Kiritsuke
Kendetegn: Lang klinge med karakteristisk K-tip. Traditionelt enkeltslebet.
Egenskaber: Skal ikke forveksles med den moderne dobbeltslebne Kiritsuke Gyuto. Den traditionelle Kiritsuke er en specialiseret kniv, der kombinerer egenskaber fra traditionelle japanske fiskeslicere og grøntsagsknive.
Brug: Fisk, grøntsager og præcisionsarbejde.
Bedst til: Den erfarne bruger, der ønsker en traditionel japansk specialkniv.
Miroshi Deba
Mellem Deba og slicer
Kendetegn: Længere og slankere end en almindelig Deba.
Egenskaber: Ligger mellem Deba og Yanagiba og er udviklet til at kunne klare flere dele af arbejdet med fisk med samme kniv.
Brug: Partering, filetering og efterfølgende udskæring af fisk.
Bedst til: Dig, der arbejder meget med hele fisk og ønsker en mere alsidig traditionel fiskekniv.